En del brugere af bålhytter og bålhuse spørger til røgudviklingen i bålhuse. Tanken er jo den, at røgen ikke skal brede sig i bålhuset, den skal stige smukt op og drive ud af røghullet i husets kip. Men hvis den ikke gør det, hvad er der så galt?
Der kan være to problemer. Det ene er, at vægge i bålhuset skal skærme for vinden. Er der ikke læ for vinden, er røgen svær at tvinge den rigtige vej. Derfor: Skærm for vinden! Det andet er, at brændet skal være i en lille størrelse, OG det skal være tørt. Helt tørt! Der er intet som vådt brænde, der danner røg. Og så skal brændestykkerne være af beskeden størrelse. De må ikke være mere end 5 cm tykke! Bålet skal være meget varmt, før røgdannelsen går i sig selv, og i virkeligheden skal man sådan set ikke bruge bålet til madlavning, før der kun er gløder tilbage. God fornøjelse med bålhuset!